Stavparket
Stavparket er enkeltstave, normalt i massivt træ og fås ofte på tilbud. Stavene er rektangulære med fer og not. Massiv stavparket findes også uden fer og not. Stavparket fremstilles af de traditionelle europæiske træarter som bøg, eg og ask, samt af en række oversøiske træarter som f.eks. padouk, merbau, doussie, jatoba og wenge. Stavene er normalt 200-700 mm lange og 50-70 mm brede. Parketstave udføres også som langstave, der har en længde på 700-1200 mm. Parketgulve lægges enten limet eller sømmet til et undergulv. Langstave, der er mindst 20 mm tykke, kan tillige lægges som et bærende gulv, hvis leverandøren har udarbejdet en lægningsanvisning.
Parketbrædder
Parketbrædder er massive enkeltstave, der på fabrik er sat sammen til brædder. Normalt anvendes der to eller tre parallelle rækker stave, der er samlet med en speciel svalehalesamling. Brædderne er forsynet med fer og not på alle fire sider, og findes i længder som almindelige gulvbrædder. Parketbrædder kan lægges på samme måde som almindelige gulvbrædder, dvs. som bærende gulv på strøer eller bjælker, når bræddetykkelsen er mindst 20 mm, eller som sømmet gulv på et plant underlag af træ. Parketbrædder kan også anvendes til svømmende gulve, hvor brædderne samles med bøjler eller clips, eller som limede eller malede gulve.
Lamelbrædder
Lamelbrædder er normalt opbygget som en 3-lagskonstruktion: Nederst et bundlag af nåletræ med fibrene i brættets længderetning. Tykkelsen på bundlaget varierer normalt mellem 2 og 3 mm afhængig af produkttypen. I midten et mellemlag (spærrelag), f.eks. af krydslagte lameller i løv- eller nåletræ eller udført af krydsfiner. Øverst et slidlag som på de fleste lamelbrædder har en tykkelse mellem 3 og 4 mm. Slidlaget må ikke være under 2 mm tykt. Slidlaget kan være udført af et stykke finer eller opdelt som stavparket. Lamelbrædder fås derfor med udseende som almindelige gulvbrædder eller som parket. Lamelbrædder kan lægges som almindelige gulvbrædder, dvs. som et bærende gulv, hvis bræddetykkelsen er mindst 22 mm og bundlaget er mindst 2 mm tykt, Bundlagets tykkelse har den største indflydelse på lamelbrædders styrke og stivhed. Lamelgulve kan også lægges svømmende, limet eller sømmet til underlaget.
Skriv et svar