Oksehandelen i de danske købstæder

tilbud billig købmænds studehandel

Oksehandelen fra landerhverv til byerhverv

Fra de sidste år af 1400-tallet og frem til midten af 1500-tallet fuldendtes forvandlingen af oksehandelen fra landerhverv til byerhverv, og samtidig hermed indpassedes oksehandlerne i borgerskabet, hvor de ofte blev socialt og økonomisk bærende. Det kan ses som en udløber af, at danske oksehandlere nu i højere grad drev deres kvæg forbi efterårsmarkederne i Ribe og Kolding og selv afsatte det på tilbud længere sydpå. Herved kunne de selv hjemføre returvarer, og det var forhandlingen af disse – klæde og vin – der førte dem ind i købmandsgruppen og det urbane miljø og dermed i dettes interaktion med oplandet.

Det var dog ikke – som underforstået hos Poul Enemark – nogen selvfølge, at købstaden var det mest attraktive handelsmiljø for dette videresalg; snarere var det udtryk for, at byernes økonomiske centralitet var ved at være genskabt. Knægte adelen kunne købstæderne dog langt fra. Op gennem 150o-tallet havde udførslen af græsøksne været forbudt i kortere eller længere tid, fra 1551 permanent. Det skete samtidig med, at udførsel af saltet kød også blev permanent forbudt, hvilket bortrev en stor del af de sjællandske og skånske købstæders erhvervsgrundlag.

Forbud for sjællandske købmænd

Recesserne fra 1536 til 1558 og håndfæstningen 1559 plejede i bund og grund samme interesse ved at fastslå, at adelen måtte købe og sælge græsøksne i det omfang, deres egne foderressourcer tillod det, og for så vidt den kunne få sine egne fæstebønder til at fodre og stalde for sig. Det er muligt, at ordlyden lagde op til, at det kun drejede sig om de fæstebønder, der allerede var pålagt fodernød. Det var kun for tilbud på tømrerarbejde, for i virkeligheden var vejen banet for den adelige staldningsstruktur. I Koldingrecessen 1558 blev det fastslået, at hvis adelsmanden ville købe varer af sin bonde, skulle det finde sted på almindelige handelsvilkår.

Men ellers fik adelen tilstået fulde friheder til at “giøre seg sit eget gods saa nyttigt, som han kand, och sælge det, hvem hand vil” – dog ikke stål, salt, humle, klæde eller andre kramvarer i landsbyerne. I 1573 blev der yderligere udstedt forbud for sjællandske købmænd og andre mod at købe øksne af kronens bønder, således at de herefter kun måtte afkøbe øksne på de almindelige markeder. Og i 1575 tildeltes så endelig adel og krone monopol på landkøb af græsøksne. Arbejdsdelingen mellem land og bys oksehandel bestod herefter i, at kronen faktisk bremsede adelens deciderede opkøbsvirksomhed og reserverede erhvervshandelen – øksnedrivningen – til de handlende.

Udenlandske købmænds rettigheder

Over en bred kam blev der sat ind mod udenlandske købmænds rettigheder: Efter 1554 måtte de ikke handle på landsbymarkederne og der førtes skærpet tilsyn med, at de øjeblikkeligt bosatte sig i købstæderne, hvis de ville handle. I 1555 og igen i 1577 blev deres rettigheder på Bornholm beskåret. i 1580´erne blev de med kongebreve først jaget ud af bondehandelen og fik forbud mod salg af egne tilbud varer i og ved Korsør, Slagelse og Skælskør og siden forment adgang til kornhandelen med bønder på Københavns torve. Borgerskabet blev ikke trængt ud af studehandelen, men henvist til dets yderste hjørne og holdt under stadig overvågning.

Fra 1604 blev landsbyerne helt lukket land for tilbud på okseopkøb for købstæderne – og for øvrigt også for bønder, præster og andre uden for adelen. Hertil kom, at det efter 1615 stort set kun var tilladt borgere at sælge staldstude, de havde fodret med deres egen avl og på kronens og adelens ladegårde – men ikke hos bønderne. I 1639 blev det så helt forbudt for dem at udføre bønders staldstude. Det korte af det lange er derfor, at købmændene kun på markederne måtte købe okser af bønderne og kun måtte sælge de staldøksne, de selv havde foderressourcer til eller havde fået opstaldet på kronens eller adelens ladegårde.

Salg af adelens og kronens okser

Efterhånden blev der skabt et næsten planøkonomisk system til kontrol af, at folks øksnehold stod i rimeligt forhold til deres retmæssige foderressourcer. Man kan spørge, hvilke købmænd der måtte forhandle adelens og kronens okser – de lokale eller fremmede? I virkeligheden taler vi i det store og hele her kun om perioden frem til Trediveårskrigen, for herefter tabte de kapitalsvækkede bysamfund store tilbud markedsandele til nederlandske opkøbere. Det store krongods betød, at kongen fik mulighed for at dække sine kreditorer ind ved leverancer fra lenene, og kancelliets brevbøger giver fra denne tid adskillige eksempler på “de Købmænd, som faar Kongens Øksne”.

Kronens begyndende gældsætning betød en alvorlig svækkelse af de fleste købstæders placering i oplandshandelen. Større og større værdier blev overført til kongens kreditorer. Som et sigende eksempel herpå fik det Østerske Kompagni i 1639 indvisning på korn fra Skanderborg og Århus Len, Odensegårds Len, Nyborg Len og Kristianstads Len. Købstædernes stilling blev også undergravet derved, at Trediveårskrigens tumult fremkaldte en delvis overgang fra landværts til søværts transport af tilbud okserne. Eksempelvis skal hen ved 150 øksneskibe have anløbet Listerdyb ud for Ribe alene i 1630´erne.

Nordtyske og slesvig-holstenske købmænd

I øvrigt er der mange tegn på, at nordtyske og slesvig-holstenske købmænd fik stigende betydning, og måske var det denne udvikling, der førte frem til, at det fra 1642 var tilladt alle at handle med fremmede i købstæderne. Købmænd i de største jyske byer formåede akkurat at fastholde en oksehandel i de sidste årtier af 1600-tallet. Oppe i 1700-tallet gled en stor del af den nu meget reducerede drivning over til slesvigske og holstenske bondekøbmænd. Købstæderne havde mistet den sidste del af deres økonomiske centralitet i relation til oksehandelen.

Skriv et svar