Handel i Nordsjælland i gamle dage

Gratis 3 tilbud

Handel i Nordsjælland – forsyningsopland til København og Helsingør

Oplandsstrukturen på Sjælland var på flere tilbud punkter anderledes end i resten af landet. De egentlige læbæltebestemmelser kom senere og var mindre omfattende. Det merkantile herredømme med 3 tilbud fungerede i lige så høj grad ved reguleringer af bøndernes handelsrettigheder, lovlige og ulovlige havne, placering af tingsteder og overdragelse af markedsrettigheder som ved egentlige cirkumferenser. En undtagelse herfra var Korsør, da byen allerede i 1425 og igen i 1454 fik tildelt tilbud torvehandelen med Hemmeshøj, Vemmelev og Tårnborg sogne. Men det skete nærmest som en overdragelsesforretning af den nedlagte købstad Tårnborgs økonomisk grundlag. Længe havde Skånemarkedet været en “dark horse” i købstadssystemet. Med dette markeds nedgang gennem 1400-tallet forsvandt også dets funktion som varemesse.

By-til-by relationer med Lübeck i toppen af regionens byhierarki trådte i stedet. Spredningen af det gamle markeds tilbud funktioner og kapital ud til Øresundsbyerne og dernæst de sydvestvendte byer var en af de vigtigste impulser bag urbaniseringen i senmiddelalderen. Men urbaniseringen var hele tiden oppe mod, at de sjællandske, mønske, lollandske og falsterske bønder gerne unddrog sig købstædernes torv og selv bedrev sejlads, især til Nordtyskland. Det var derfor midt i en tilbud brydningstid, at de sjællandske købstæder i 1472 formåede at få Christian 1. til at udstede forbud mod, at bønderne på Sjælland bedrev købmandskab, oksehandel og håndværk.

Forsvaret af det merkantile herredømme

Lübeck oplevede ganske vist betragtelig nedgang i 140o-tallet, og denne nedgang var sikkert dækkende for hele det nordtyske område frem til 1530´erne. Det ændrer dog ikke ved regionens betydning. For købstæderne i den sydlige del af Sjælland, på Møn, Lolland og Falster handlede forsvaret af det merkantile tilbud herredømme mere om at holde fast i den nyvundne centralstatus. Det handlere også mere om den generelle torvetvang end om at opdele oplandet mellem sig. Det var først fra sidste halvdel af 150o-tallet og til langt ind i 1600-tallet, at købstæderne i større stil forsøgte at fastholde eller udvide et præcist tilbud udmålt bondehandelsopland med privilegier og andre bestemmelser.

Sjælland havde også sine egne “aggressorer”. Residensstaden København og Sundtoldens hjemby, Helsingør, sprængte fra slutningen af 140o-tallet og op gennem 150o-tallet den almindelige torvehandelsstruktur. Deres forsyningsruter blev længere og krydsede snart andre købstæders opland med følger for oplandsstrukturen på hele Sjælland. Således kan det siges, at købstadsstrukturen og oplandsdelingen på Sjælland, Møn, Lolland og Falster var bundet op på tre højere rangerende tilbud servicecentre, Lübeck, København og Helsingør.

Toldfrit at opkøb af korn og fødevarer

Helsingør med de ringe dyrkningsjorde i oplandet og den yderlige beliggenhed kunne ikke brødføde sig selv og de mange skibsfolk og var tvunget til – og fik lov til – en offensiv oplandsstrategi. På samme måde – men i en anden skala – som for eksempel Grenaa formåede byen gradvist at øge sit influensfelt ved at føre torvetvangen igennem og ved at sikre sig ekstraordinære opkøbsrettigheder. Allerede 1441 havde Erik af Pommern givet byen ret til toldfrit at opkøbe korn og fødevarer til eget forbrug overalt i riget med undtagelse af fiskerlejerne.

Med denne ret opkøbte borgerskabet i Helsingør varer direkte af bønderne på torvet i Helsingborg – en praksis, der efter en rettertingsdom i 1541 blev vendt til en “alliance” mellem de to købstæder. Helsingborgs borgere vandt sig samme ret til at handle med bønderne på torvet i Helsingør og til at drive handel med skibene på Øresund. Fra Helsingørs side forsøgte man at skærme denne ret mod forprang ved i 1573 at indføre skrappe regler for torveskik. Fra 1559 blev fiskerne ved byen i voksende omfang inddraget under torvetvangen, og i 1565 fik byen ret til at købe i de skånske købstæder.

Helsingør fik lov at gøre opkøb

Kongemagtens motiv bag disse privilegier kom for en dag i 1566, da Helsingør fik lov til at gøre opkøb i Isefjorden og ved Sundby Færge. Så byen havde rigelige forsyninger til de mange søfolk på grund af den sparsomme avling i byens eget, afskårede opland. Helsingørs ekspansion handlede næppe om større varemængder, men den truede ikke desto mindre rettigheder, som andre købstæder anså for deres. Helsingør blev i 1547 tildelt et privilegeret murertilbud på handelsopland. Det bestod af sognene Karlebo, Lynge, Grønholt, Asminderød, Lillerød, Tikøb, Nøddebo Birk, Blovsterød (Clausterød), Herlev, Frerslev (nu landsby i Herslev Sogn) og Tjæreby.

Det havde måske ikke den store effekt, for fra Helsingør angav man selv i 1553, at på grund af manglen på et akseltorv, så kom bønderne ikke. Men det skabte en ugennemskuelig formel handelsoplandsdeling på Nordsjælland. De berørte parter fremtvang derfor flere gange en kongelig afgørelse på disse konflikter, der i bund og grund handlede om, hvilke undtagelser der kunne tåles fra reglen om, at hver købstad havde sit eget beskyttede opland.

Skriv et svar